PER AXELSENS TEGNESTUE APS • ARKITEKT M.A.A.

KIRKERSTAURERING

Som bygningshistorisk kulturarv udmærker de danske middelalderkirker sig i international målestok blandt andet som følge af en enestaænde forvaltning og lovgivning.

Kirkebygningen har formået at bevare sin bygningshistoriske udvikling gennem 800-900 år. Ikke to kirker er ens; de har alle sine karaktaristika og variationer fra egn til egn. Og dog har vore middelalderkirker en række fælles udviklingstræk. I det følgende kort beskrevet:

De første kirker
Med kristendommens fremkomst i Danmark omkring 1000-tallet blev de første kirker opført som træhuse. Det er ikke meget, der kendes til disse første kirker andet end nogle formuldede spor efter stolpehuller fremkommet efter arkæologiske udgravninger. Derudover kendes nogle udsmykkede træstykker der tydeligt viser det kulturelle sammenstød med vikingetidens symbolverden. Hvordan disse trækirker har set ud kendes ikke præcist, men givetvis enkle plankehuse på stolper.

Stenkirken
Nogle få årtier efter trækirkernes opførelse, bygges stenkirkerne, Oftest på samme sted.Formodentlig ikke som følge af forfald, men mere som et udtryk for kristendommens fodfæste.Disse første stenkirker var meget enkle i deres udformning. Byggematerialet var det stedlige. Kampesten mest udbredt i vest-Danmark eller kridtsten hovedsagllig omkring Møns og Stevns Klinter eller frådsten/kildekalk mest omkring Roskildeegnen. Endelig brugtes efterhånden det ny indførte materiale sydfra, nemlig det brændte ler eller teglstenen. En teknik som antages at blive indført med klostermunkene. Disse sten var større en nutidens mursten omkring 9x14x26 cm også kaldet munkesten.
Indretningen af disse første stenkirker var ligeledes meget enkel. I linien mellem de to indgangsdøre i syd og nord, også kaldet mande- og kvindeindgangen var døbefonten som oftest placeret. Den ventrale kirkelige handling, dåben, foregik fra denne ofte smukt dekorerede monolit hævet på en piedestal.
Ved skibets nordre og søndre langside fandtes en eller to meget enkle stenbænke til menigheden. Den lokale storbonde eller giver af kirken havde sit sæde i skibets vestende. I kirkens østende fandtes som idag alteret samt dengang to sidealtre af sten. De mere rigt udstyrede kirker kunne endvider oprindeligt have haft et halvrundt apsis og måske yderligere et kor der var lidt smallere end skibet.

Stiftet og Kirkeministeriet har en lang række konsulenter som rådgivere i forbindelse med bevaringen af vores kulturarv indenfor kirkebyggeri, kirkegårde og andre bygninger under varetagelse af de enkelte sogne. Formålet er den bedst mulige sikring af disse bygninger, således at kyndige folk indenfor Deres specialer udtaler sig om de bedste og mest rigtige løsningsmodeller.

Jeg mener, at denne ordning, er stærkt medvirkende til opretholdelsen af den unikke bygningskulturelle arv i Danmark, som vores middelalderkirker er. Der har været økonomiske op- og nedgangstider. Loven om obligatoriske syn ved kirkerne i 1861 kom netop i den florissante periode, hvor pengerigeligheden afspejlede sig i trangen til at præge arkitekturen. Begrundelsen for denne lov kender jeg ikke. Men i perioden umiddelbart før loven, er jeg stødt på tilfælde af fine middelalderkirker der blev vurderet ”brøstfældige” og derefter nedrevet. Så det har vel været et ønske om, at højne vedligeholdelsestilstanden ved kirkerne ved at indføre denne lov.

Mange af vores herregårde led under ønsket om ”at få en stilart” tilført sine bygninger (foto-Pederstrup). Denne periodes stilretninger kaldtes også den historisistiske arkitektur. Man fik neo-barok, neo-rennæsance osv. Viborg Domkirke (foto) er nok det kendteste eksempel. En helt igennem romansk stilart genopbygget i forrige århundrede. Bjernede kirke mellem Slagelse og Ringsted er et andet eksempel (foto). Arkitekter som Storch, Meldahl og Sibbern har i sidste ½-del af forrige århundrede præget mange kirkeprojekter herhjemme med Deres historiserende arkitektur. Deres arbejder blev senere forhadte og er nu reduceret eller helt fjernet de seneste årtier, og der har været udført et større antal såkaldte ”tilbageføringer” fra før den historisisitiske periode. Det har måske været næsten for radikal en dom over fortiden.

Trods dette må man sige, at kirkernes eksteriør og interiør har det godt. Se blot til Sverige og andre lande. Her har den historistiske periode i forrige århundrede haft frit løb, og en stor del af denne kulturarv er forsvundet. Kommer man længere syd på i Europa forholder det sig anderledes. Jeg var i Rom for 1½ år siden for at se istandsættelsesarbejderne i forbindelse med 2000-året af bl.a. de mange kirker. Alt blev ”frisket op” med hård hånd, uden større pietetsfølelse for orginalkunsten. Da vi spurgte hvordan de kunne gøre det, svarede man helt naturligt, -”at det var jo ikke Michelangelo det hele”. Det kan godt være at den farveprægtige oplevelse er stor ved disse arbejder; men mon ikke en af grundene til, at vores kalkmalerier i kirkerne er så enestående, fordi vi har forstået, at bevare og konservere selv det mest ubetydelige fragment med lige stor omhu. Her har konservatorerne i dag i øvrigt også sine besværligheder. For i samme periode i forrige århundrede blev mange kalkmalerier netop ”frisket”, som i Rom idag, så det kan have sine vanskeligheder med at skelne kopi fra orginal.

Kirkerne er ikke et museum. Og skal ikke være det. Det er den kirkelige handling det drejer sig om. Det er robuste bygninger, og der er også plads til nutidige tiltag. På en lang række punkter er dette muligt. Vanskeligheden er denne hårfine balance mellem indpasning af nyt kontra bevaring af det historiske inventar. Her kommer konsulenterne ind i billedet med erfaring og vejledning, når et Menighedsråds ønske måske bliver for rabiat i sine bestræbelser på at sætte sit fingeraftryk.

Da jeg gennem mit daglige arbejder både som praktiserende arkitekt, Stiftets konsulent og bygningskyndig i et par provstier, har jeg tænkt mig at fokusere på indholdet af de papirer, der ligger til grund for ansøgninger ”ad tjenstlig vej” som det hedder, da jeg føler, at meget af det materiale, der fremsendes, er mangelfuldt på flere punkter. En postgang fra menighedsrådet via provstiet til stiftet, der sender ansøgningen til udtalelse. Når disse er indhentet sendes svaret tilbage ad samme vej. Dette er en tidskrævende proces, der kan tage op til 3-4 måneder. Det er derfor ærgerligt, hvis ansøgningsmaterialet er mangelfuldt og der på denne måde spildes unødige kræfter og tid.

Udgangspunktet for alt dette, er nævnt ordningen fra 1861. Det skulle gerne være de årlige syn, samt provstesynet hvert 3. år. Disse syn indeholder en kort beskrivelse af mangelen, der skal udføres, hvornår og et estimat over omkostninger til afhjælpning af manglen. Disse budgettal ligger til grund for den årlige fordeling af ligningsmidlerne, dvs det kommunale bidrag via kirkeskatten. Disse tal indgår i den årlige budgetforhandling sognene imellem i kommunen. Dette er ikke altid nogen nem opgave.

Er en større restaureringsopgave på tapetet rækker de lokale ligningsmidler som oftest ikke og det kan være nødvendigt, at låne i stiftsmidlerne, hvis man i menighedsråd og provsti ikke har været så forudseende, at henlægge midler til formålet.

Det føromtalte handler hovedsagelig om penge. Det er netop provstiudvalgenes opgave, at redegøre for finansieringen af opgaver i provstiet. Jeg ved godt, at midlerne til disse opgaver for tiden er små i dette stift, og der har været en mulighed for optagelse af lån, på det almindelige lånemarked i visse bygningskategorier som eksempelvis præsteboligerne. Men et 20 eller 30 årigt lån er en voldsom binding for den fremtidige budgetlægning.

Der kan være problemer med ansøgningernes kvalitet eller udformning. Ofte er de meget mangelfulde. Det er vigtigt, at materialet, der fremsendes indeholder de rigtige oplysninger. Man kan kort opridse de punkter, der bør være indeholdt:
Problem
1.Hvad er problemet? Hvor er skaderne? Eller hvad er det der ønskes udført? En beskrivelse af de berørte elementer. En kort historisk beskrivelse, hvis det er nødvendigt for at underbygge den berørte opgave. En teknisk ingeniørmæssig beskrivelse af problemet, hvis det er nødvendigt. Det kan også være nødvendigt, at der skal udarbejdes andre tekniske notater, f.eks. jordbundsundersøgelser, statiske beregninger el.lign.
2.Er opgaven omhandlet af bygningsantikvariske værdier, er det vigtigt, at Nationalmuseet og konservatorer inddrages. Her er der mulighed for, at konservatorerne udarbejder en tilstandsvurdering af inventaret samt forslag til udbedring.
3.Endelig er det vigtigt, hvis en kirke over 100 år skal kalkes, at Nationalmuseets kalkningstjeneste tilkaldes. Man skulle tro, at en almindelig hvidkalkning hører under almindelig vedligeholdelse. Men der kan være underliggende kalkmalerier at tage hensyn til. Materialevalg og behandlingsmetode har forskellig karakter. Derfor er det meget vigtigt med den rette rådgivning. Prøver og forundersøgelser er en vigtig del. Metoderne er i konstant udvikling. F.eks. er man begyndt at tør-rense væggene i kirkerne i stedet for at vaske og nykalke.

1.Til underbygning af førnævnte skal der udarbejdes et projekt. Et tegningsmateriale, der viser forholdene før ændringen samt projekt, der viser de fremtidige forhold, så de godkendende instanser har et godt indtryk af forholdene.

Ofte vil det være nødvendigt, at fremsende et skitseforslag til udtalelse eller afholde møde med berørte konsulenter, inden der bruges for meget tid på et detailprojekt, der så viser sig efterfølgende at skulle ændres på væsentlige punkter. Vedrørende præstegårdene, har Menighedsrådene og provstierne uden beregning mulighed for at få vejledning af stiftets konsulenter, inden udarbejdelse af et forkromet projekt. Denne ordning burde også omfatte stiftets og kirkeministeriets øvrige konsulenter.

Når der arbejdes med vores middelalderkirker, er det påbudt, at der tilknyttes en restaureringskyndig arkitekt. Men i øvrige sager, er det også af stor vigtighed, ar der tilknyttes en erfaren rådgiver. Ikke mindst, da mange Menighedsråd er lægfolk, med behov for en ordentlig bygherrerådgivning. Det ses ikke sjældent, at menighedsrådene selv brygger et projektmateriale på benene måske med en håndværker. Her ses ganske ofte mangelfuldt materiale.

Desværre er dette emne meget dårligt belyst. Ringe tegnignsmateriale, som det er vanskeligt at bedømme.

Økonomi

1.Dette punkt forsømmes ofte med en mangelfuld redegørelse. De estimerede budgettal udarbejdet ved synene, er løseligt anslåede, og bør absolut præciseres i forbindelse med projektudarbejdelsen. For større projekter er det evident, at der udarbejdes et mere kvalificeret arkitektoverslag. Dette kan præciseres ved at indhente håndværkeroverslag eller ligefrem afholde licitation. Her lurer dog en fare, idet licitation kan betyde, at den billigst bydende nødvendigvis ikke er den dygtigste, så det må nøje overvejes i forbindelse med opgavens karakter, hvordan håndværkerne udvælges. Det må dog siges, at flere og flere håndværkere har dygtiggjort og specialiseret sig i denne svære diciplin, så der kan ved grundig udvælgelse godt sættes kvalificerede entreprenører i konkurrence.

Som provstimedlem er der mange ting, at tage vare på. Som det måske ses af de forrige bemærkninger, er det af stor vigtighed, at sagsbehandlingen i forbindelse med opgaver ved kirkerne og andre kirkelige bygninger, at der forlanges et grundigt og præcist materiale, da dette er forudsætningen for et godt resultat.

Procedure og sagsbehandling indenfor de kirkelige myndigheders regi kan ofte forekomme snørklet og kompliceret. Det utålmodige menighedsråd, kan ikke forstå, at der skal være så langt fra tanke til handling. Selv om alle behandler sit område hurtigt, er det en lang proces med f.eks. høring af flere parter. Mon ikke denne træghed i systemet dybest set er årsagen til den meget fine standard, som specielt vore mange middelalderkirker har. Der levnes ikke plads til selvtægt elle hovsa-løsninger.

PER AXELSENS TEGNESTUE APS • ARKITEKT M.A.A.

KIRKERSTAURERING

Som bygningshistorisk kulturarv udmærker de danske middelalderkirker sig i international målestok blandt andet som følge af en enestaænde forvaltning og lovgivning.

Kirkebygningen har formået at bevare sin bygningshistoriske udvikling gennem 800-900 år. Ikke to kirker er ens; de har alle sine karaktaristika og variationer fra egn til egn. Og dog har vore middelalderkirker en række fælles udviklingstræk. I det følgende kort beskrevet:

De første kirker
Med kristendommens fremkomst i Danmark omkring 1000-tallet blev de første kirker opført som træhuse. Det er ikke meget, der kendes til disse første kirker andet end nogle formuldede spor efter stolpehuller fremkommet efter arkæologiske udgravninger. Derudover kendes nogle udsmykkede træstykker der tydeligt viser det kulturelle sammenstød med vikingetidens symbolverden. Hvordan disse trækirker har set ud kendes ikke præcist, men givetvis enkle plankehuse på stolper.

Stenkirken
Nogle få årtier efter trækirkernes opførelse, bygges stenkirkerne, Oftest på samme sted.Formodentlig ikke som følge af forfald, men mere som et udtryk for kristendommens fodfæste.Disse første stenkirker var meget enkle i deres udformning. Byggematerialet var det stedlige. Kampesten mest udbredt i vest-Danmark eller kridtsten hovedsagllig omkring Møns og Stevns Klinter eller frådsten/kildekalk mest omkring Roskildeegnen. Endelig brugtes efterhånden det ny indførte materiale sydfra, nemlig det brændte ler eller teglstenen. En teknik som antages at blive indført med klostermunkene. Disse sten var større en nutidens mursten omkring 9x14x26 cm også kaldet munkesten.
Indretningen af disse første stenkirker var ligeledes meget enkel. I linien mellem de to indgangsdøre i syd og nord, også kaldet mande- og kvindeindgangen var døbefonten som oftest placeret. Den ventrale kirkelige handling, dåben, foregik fra denne ofte smukt dekorerede monolit hævet på en piedestal.
Ved skibets nordre og søndre langside fandtes en eller to meget enkle stenbænke til menigheden. Den lokale storbonde eller giver af kirken havde sit sæde i skibets vestende. I kirkens østende fandtes som idag alteret samt dengang to sidealtre af sten. De mere rigt udstyrede kirker kunne endvider oprindeligt have haft et halvrundt apsis og måske yderligere et kor der var lidt smallere end skibet.

Stiftet og Kirkeministeriet har en lang række konsulenter som rådgivere i forbindelse med bevaringen af vores kulturarv indenfor kirkebyggeri, kirkegårde og andre bygninger under varetagelse af de enkelte sogne. Formålet er den bedst mulige sikring af disse bygninger, således at kyndige folk indenfor Deres specialer udtaler sig om de bedste og mest rigtige løsningsmodeller.

Jeg mener, at denne ordning, er stærkt medvirkende til opretholdelsen af den unikke bygningskulturelle arv i Danmark, som vores middelalderkirker er. Der har været økonomiske op- og nedgangstider. Loven om obligatoriske syn ved kirkerne i 1861 kom netop i den florissante periode, hvor pengerigeligheden afspejlede sig i trangen til at præge arkitekturen. Begrundelsen for denne lov kender jeg ikke. Men i perioden umiddelbart før loven, er jeg stødt på tilfælde af fine middelalderkirker der blev vurderet ”brøstfældige” og derefter nedrevet. Så det har vel været et ønske om, at højne vedligeholdelsestilstanden ved kirkerne ved at indføre denne lov.

Mange af vores herregårde led under ønsket om ”at få en stilart” tilført sine bygninger (foto-Pederstrup). Denne periodes stilretninger kaldtes også den historisistiske arkitektur. Man fik neo-barok, neo-rennæsance osv. Viborg Domkirke (foto) er nok det kendteste eksempel. En helt igennem romansk stilart genopbygget i forrige århundrede. Bjernede kirke mellem Slagelse og Ringsted er et andet eksempel (foto). Arkitekter som Storch, Meldahl og Sibbern har i sidste ½-del af forrige århundrede præget mange kirkeprojekter herhjemme med Deres historiserende arkitektur. Deres arbejder blev senere forhadte og er nu reduceret eller helt fjernet de seneste årtier, og der har været udført et større antal såkaldte ”tilbageføringer” fra før den historisisitiske periode. Det har måske været næsten for radikal en dom over fortiden.

Trods dette må man sige, at kirkernes eksteriør og interiør har det godt. Se blot til Sverige og andre lande. Her har den historistiske periode i forrige århundrede haft frit løb, og en stor del af denne kulturarv er forsvundet. Kommer man længere syd på i Europa forholder det sig anderledes. Jeg var i Rom for 1½ år siden for at se istandsættelsesarbejderne i forbindelse med 2000-året af bl.a. de mange kirker. Alt blev ”frisket op” med hård hånd, uden større pietetsfølelse for orginalkunsten. Da vi spurgte hvordan de kunne gøre det, svarede man helt naturligt, -”at det var jo ikke Michelangelo det hele”. Det kan godt være at den farveprægtige oplevelse er stor ved disse arbejder; men mon ikke en af grundene til, at vores kalkmalerier i kirkerne er så enestående, fordi vi har forstået, at bevare og konservere selv det mest ubetydelige fragment med lige stor omhu. Her har konservatorerne i dag i øvrigt også sine besværligheder. For i samme periode i forrige århundrede blev mange kalkmalerier netop ”frisket”, som i Rom idag, så det kan have sine vanskeligheder med at skelne kopi fra orginal.

Kirkerne er ikke et museum. Og skal ikke være det. Det er den kirkelige handling det drejer sig om. Det er robuste bygninger, og der er også plads til nutidige tiltag. På en lang række punkter er dette muligt. Vanskeligheden er denne hårfine balance mellem indpasning af nyt kontra bevaring af det historiske inventar. Her kommer konsulenterne ind i billedet med erfaring og vejledning, når et Menighedsråds ønske måske bliver for rabiat i sine bestræbelser på at sætte sit fingeraftryk.

Da jeg gennem mit daglige arbejder både som praktiserende arkitekt, Stiftets konsulent og bygningskyndig i et par provstier, har jeg tænkt mig at fokusere på indholdet af de papirer, der ligger til grund for ansøgninger ”ad tjenstlig vej” som det hedder, da jeg føler, at meget af det materiale, der fremsendes, er mangelfuldt på flere punkter. En postgang fra menighedsrådet via provstiet til stiftet, der sender ansøgningen til udtalelse. Når disse er indhentet sendes svaret tilbage ad samme vej. Dette er en tidskrævende proces, der kan tage op til 3-4 måneder. Det er derfor ærgerligt, hvis ansøgningsmaterialet er mangelfuldt og der på denne måde spildes unødige kræfter og tid.

Udgangspunktet for alt dette, er nævnt ordningen fra 1861. Det skulle gerne være de årlige syn, samt provstesynet hvert 3. år. Disse syn indeholder en kort beskrivelse af mangelen, der skal udføres, hvornår og et estimat over omkostninger til afhjælpning af manglen. Disse budgettal ligger til grund for den årlige fordeling af ligningsmidlerne, dvs det kommunale bidrag via kirkeskatten. Disse tal indgår i den årlige budgetforhandling sognene imellem i kommunen. Dette er ikke altid nogen nem opgave.

Er en større restaureringsopgave på tapetet rækker de lokale ligningsmidler som oftest ikke og det kan være nødvendigt, at låne i stiftsmidlerne, hvis man i menighedsråd og provsti ikke har været så forudseende, at henlægge midler til formålet.

Det føromtalte handler hovedsagelig om penge. Det er netop provstiudvalgenes opgave, at redegøre for finansieringen af opgaver i provstiet. Jeg ved godt, at midlerne til disse opgaver for tiden er små i dette stift, og der har været en mulighed for optagelse af lån, på det almindelige lånemarked i visse bygningskategorier som eksempelvis præsteboligerne. Men et 20 eller 30 årigt lån er en voldsom binding for den fremtidige budgetlægning.

Der kan være problemer med ansøgningernes kvalitet eller udformning. Ofte er de meget mangelfulde. Det er vigtigt, at materialet, der fremsendes indeholder de rigtige oplysninger. Man kan kort opridse de punkter, der bør være indeholdt:
Problem
1.Hvad er problemet? Hvor er skaderne? Eller hvad er det der ønskes udført? En beskrivelse af de berørte elementer. En kort historisk beskrivelse, hvis det er nødvendigt for at underbygge den berørte opgave. En teknisk ingeniørmæssig beskrivelse af problemet, hvis det er nødvendigt. Det kan også være nødvendigt, at der skal udarbejdes andre tekniske notater, f.eks. jordbundsundersøgelser, statiske beregninger el.lign.
2.Er opgaven omhandlet af bygningsantikvariske værdier, er det vigtigt, at Nationalmuseet og konservatorer inddrages. Her er der mulighed for, at konservatorerne udarbejder en tilstandsvurdering af inventaret samt forslag til udbedring.
3.Endelig er det vigtigt, hvis en kirke over 100 år skal kalkes, at Nationalmuseets kalkningstjeneste tilkaldes. Man skulle tro, at en almindelig hvidkalkning hører under almindelig vedligeholdelse. Men der kan være underliggende kalkmalerier at tage hensyn til. Materialevalg og behandlingsmetode har forskellig karakter. Derfor er det meget vigtigt med den rette rådgivning. Prøver og forundersøgelser er en vigtig del. Metoderne er i konstant udvikling. F.eks. er man begyndt at tør-rense væggene i kirkerne i stedet for at vaske og nykalke.

1.Til underbygning af førnævnte skal der udarbejdes et projekt. Et tegningsmateriale, der viser forholdene før ændringen samt projekt, der viser de fremtidige forhold, så de godkendende instanser har et godt indtryk af forholdene.

Ofte vil det være nødvendigt, at fremsende et skitseforslag til udtalelse eller afholde møde med berørte konsulenter, inden der bruges for meget tid på et detailprojekt, der så viser sig efterfølgende at skulle ændres på væsentlige punkter. Vedrørende præstegårdene, har Menighedsrådene og provstierne uden beregning mulighed for at få vejledning af stiftets konsulenter, inden udarbejdelse af et forkromet projekt. Denne ordning burde også omfatte stiftets og kirkeministeriets øvrige konsulenter.

Når der arbejdes med vores middelalderkirker, er det påbudt, at der tilknyttes en restaureringskyndig arkitekt. Men i øvrige sager, er det også af stor vigtighed, ar der tilknyttes en erfaren rådgiver. Ikke mindst, da mange Menighedsråd er lægfolk, med behov for en ordentlig bygherrerådgivning. Det ses ikke sjældent, at menighedsrådene selv brygger et projektmateriale på benene måske med en håndværker. Her ses ganske ofte mangelfuldt materiale.

Desværre er dette emne meget dårligt belyst. Ringe tegnignsmateriale, som det er vanskeligt at bedømme.

Økonomi

1.Dette punkt forsømmes ofte med en mangelfuld redegørelse. De estimerede budgettal udarbejdet ved synene, er løseligt anslåede, og bør absolut præciseres i forbindelse med projektudarbejdelsen. For større projekter er det evident, at der udarbejdes et mere kvalificeret arkitektoverslag. Dette kan præciseres ved at indhente håndværkeroverslag eller ligefrem afholde licitation. Her lurer dog en fare, idet licitation kan betyde, at den billigst bydende nødvendigvis ikke er den dygtigste, så det må nøje overvejes i forbindelse med opgavens karakter, hvordan håndværkerne udvælges. Det må dog siges, at flere og flere håndværkere har dygtiggjort og specialiseret sig i denne svære diciplin, så der kan ved grundig udvælgelse godt sættes kvalificerede entreprenører i konkurrence.

Som provstimedlem er der mange ting, at tage vare på. Som det måske ses af de forrige bemærkninger, er det af stor vigtighed, at sagsbehandlingen i forbindelse med opgaver ved kirkerne og andre kirkelige bygninger, at der forlanges et grundigt og præcist materiale, da dette er forudsætningen for et godt resultat.

Procedure og sagsbehandling indenfor de kirkelige myndigheders regi kan ofte forekomme snørklet og kompliceret. Det utålmodige menighedsråd, kan ikke forstå, at der skal være så langt fra tanke til handling. Selv om alle behandler sit område hurtigt, er det en lang proces med f.eks. høring af flere parter. Mon ikke denne træghed i systemet dybest set er årsagen til den meget fine standard, som specielt vore mange middelalderkirker har. Der levnes ikke plads til selvtægt elle hovsa-løsninger.